det sker på viby

Månedens elev februar 2023

Månedens elev er en fighter og den sejeste idrætselev på Viby Gymnasium. Frederik Jürgensen er blevet nomineret af sin idrætslærer. Og det er ikke, fordi Frederik er specielt god til idræt. Faktisk har han ret svært ved det, og han er nok mere øm end de fleste andre efter en idrætstime. 

Frederik har nemlig cerebral parese, som er en diagnose, der dækker over forstyrrelser i hjernens udvikling. Hans diagnose kan således påvirke hjernens kontrol af kroppens bevægelser. 

Alligevel insisterer Frederik på at have idræt sammen med de andre, og han møder tilmed op til hver eneste idrætsmodul med et stort smil på læben. Frederik sidder aldrig over og forsøger at være med til alle idrætsdiscipliner. 

Dette lader sig også kun gøre, fordi Frederiks klasse, 2b, er fyldt med elever, der gerne vil hjælpe ham, når det er svært.

Stort tillykke til Frederik!