DET SKER PÅ VIBY

Talentudveksling med gymnasium i Spanien

I uge 43 var 14 af Vibys 2.g-elever på talentudveksling i Spanien. Turen gik til den lille by Gondomar, der ligger i Galicien i den nordvestlige del af Spanien. Eleverne boede hos elever fra det lokale gymnasium Auga da Laxe, som tidligere på skoleåret besøgte Viby Gymnasium. På turen blev Vibys elever både en hel del rigere på viden om den spanske cultura og på det spanske sprog.

Sammen med de spanske elever, deres lærere og to af Vibys lærere har eleverne været på en stribe ekskursioner. De har blandt andet surfet i Atlanterhavet, vandret ad den berømte pilgrimsrute El Camino og besøgt katedralen i Santiago. Derudover har de deltaget i undervisningen på det lokale gymnasium, hvor de blandt andet modtog spanskundervisning og lærte at spille på traditionelle galiciske instrumenter.