Idræt

Det helt centrale for faget idræt, uanset om det er på C- eller B-niveau, er den fysiske aktivitet kombineret med teori om kroppen og dens bevægelses- og udtryksmuligheder.

Gennem fysisk aktivitet, træning af idrætslige færdigheder og undervisning i teori får du indsigt i den fysiske aktivitets betydning for sundheden og forståelse for idrættens kulturelle værdier.

Undervisningen er organiseret i længerevarende forløb, og du kommer bl.a. til at beskæftige dig med:

  • Aktiviteter, der fremmer den fysiske kapacitet
  • Forskellige typer idrætsdiscipliner og -aktiviteter, der lærer dig kropsbeherskelse og boldbeherskelse
  • Grundlæggende principper for træning
  • Grundlæggende begreber om træning, livsstil og idrætsvaner inden for natur- og sundhedsvidenskab samt humaniora og samfundsvidenskab
  • Idrætsformer, der fokuserer på samarbejde og etik og fremmer selvværd
  • Relevante videnskabelige metoder 

Faciliteter

På Viby Gymnasium vil du opleve, at undervisningen foregår i de mest moderne idrætsfaciliteter. I hallen og på boldbanerne vil du komme til at arbejde med forskellige typer af boldspil og i vores bevægelsessal bliver du udfordret i dans, rytme og kreative bevægelsesformer. Når der er fokus på fysisk træning, er du i vores nye topmoderne træningscenter.

Idræt B – valgfag
Indholdsmæssigt beskæftiger du dig med flere af de samme emner på B-niveau som på C-niveau. På C-niveauet foregår undervisningen dog på et mere overordnet niveau, mens du på B-niveau går mere i dybden med emnerne både praktisk og teoretisk. Du vil således både kunne forstå idræt og planlægge idrætsaktiviteter på et højere niveau.

Undervisningen i anatomi, fysiologi og træningslære indeholder et besøg på Institut for idræt ved Aarhus Universitet, hvor du vil bliver præsenteret for både styrke- og konditionstests.

For at understøtte arbejdet med den kulturelle del af idrætten, deltager du i et todages-ophold på Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg.

Der er mulighed for at deltage i en række af frivillige idrætsaktiviteter på Viby Gymnasium:

  • pigefodbold
  • drengefodbold
  • crossstafet
  • volley
  • ultimate
  • floorball
  • styrketræning,
  • konditionstræning
  • beachvolley