Mediefag

Mediefag er en inspirerende rejse ind i den kreative verden af film, tv og moderne medier, hvor teori og praksis smelter sammen på en dynamisk måde.

Mediefag er et kreativt fag, hvor du lærer at planlægge og producere egne film med udgangspunkt i den teoretiske forståelse af, hvordan filmiske virkemidler påvirker seeren. Forståelsen af de filmiske virkemidler opnås bedst gennem praktisk arbejde og derfor tilegnes store dele af den teoretiske viden også gennem kreative øvelser i tæt samarbejde med andre mediefagselever.

Du lærer at forholde dig kritisk til det moderne, globale mediebombardement og kommer til at arbejde praktisk og analytisk med levende billeder på diverse medieplatforme. Din oplevelse af film, tv og nyere medier bliver aldrig den samme igen, når du først har lært at forholde dig kritisk til medier.

Med mediefag på C-niveau som dit kunstneriske valgfag i 1.g, opnår du grundlæggende redskaber, som er yderst relevante, hvis du i fremtiden drømmer om at arbejde indenfor medieverdenen – eller med sociale medier generelt.

Hvis du ønsker at bevæge dig dybere ind i mediefagets univers, kan du senere i dit gymnasieforløb vælge mediefag som valgfag på B-niveau. Her bygges der videres på det, du lærte på C-niveau i 1.g. På B-niveau laver man 3 større medieproduktioner, blandt andet jeres egen dokumentarfilm, og vi fordyber os i relevante film- og mediefaglige emner. Derudover besøger vi film- og tv-produktionsmiljøer og relevante uddannelsessteder. Med mediefag på B-niveau bliver du godt klædt på til alle praktiske medieuddannelser og til at læse medievidenskab på universitetet.